fbpx

Specialskolen Bramsnæsvig Stedet er godkendt

 

Vær den første til at bedømme!

Specialskolen Bramsnæsvig er en innovativ, helhedsorienteret privat specialskole, med fokus på udvikling og trivsel for børn og unge med særlige behov. Skolen er beliggende i skønne naturomgivelser ned til Isefjorden.

Vi er et skoletilbud for de 6-18 årige, et særligt dagtilbud til de 0-6 årige og et STU-tilbud til unge 16-25 årige samt et dag- og aktivitetstilbud til unge voksne. 

Vi henvender os til børn og unge med fx. ADHD, Autisme, CP, Down syndrom, Rett syndrom, syns- og kommunikations handicappede samt børn med generelle indlæringsvanskeligheder.

Vi har vores udgangspunkt i neurologien, med viden om hjernens funktion og dysfunktion, understøttet af nyere teorier og forskning inden for neuropædagogik og neuropsykologi.

En udførlig neurologisk evaluering af den enkelte elev i vores skoletilbud, danner basis for undervisning og behandling. 

Vi evaluerer elevens intellektuelle-, sproglige-, motoriske-, sociale- og følelsesmæssige udvikling. Dette udfra de sansende, følende og tænkende niveauer i hjernen. Den neurologiske evaluering hjælper os til at udarbejde individuelle handleplaner og målsætninger for hver enkelt elev i vores pædagogiske praksis og læringsmiljø. 

Vi vægter kost, fysisk aktivitet og sanseintegration meget højt, da vi mener, at de tre dele danner grundlag for læring og neurologisk udvikling. 

Undervisning

I undervisningen arbejder vi kognitivt, relationsbåret og ressourcefokuseret og giver eleven mulighed for, at involvere både kognitive kompetencer, følelser, handlinger og egne erfaringer. 

Vi benytter os af undervisningsmateriale som anvendes i folkeskolen, men producerer også selv materiale til elever som fx. skal lære at læse, men som har nedsat syn.

I undervisningen anvendes ofte visualiseringer i form af billeder, filmklip, ordkort, dramatiseringer og auditive stimuli som musik eller anden lyd. 

De fleste af eleverne på skolen profiterer af tydelig og ensartet struktur på dagen, med mange rutiner og faste voksne. Struktur, gentagelser og visualiseringer på undervisning og alle former for aktiviteter gør omverdenen mere overskuelig og fremmer læring og udvikling. 

Derudover anvender vi praktiske genstande og tager udgangspunkt i elevens erfaringsfelt. 

Undervisningen i læsning og skriftsprogsudvikling spænder bredt. Vores erfaring bygger på, at alle børn kan lære at læse uanset funktionsniveau. De elever som endnu ikke har lært at læse, præsenterer vi for den visuelle læsemetode med ordbilleder. Ved at benytte den visuelle læsemetode med ordbilleder, vil eleven ikke i første omgang skulle forholde sig til lydering og stavning. Eleven vil udelukkende skulle modtage ordbilledet. Ordbilledemetoden er hjernens første valg, når det kommer til læsning. På skolen har vi en høj succesrate med at lære eleverne at læse, hvilket har stor positiv indflydelse på deres mulighed for at kommunikere med omverdenen. 

Motorisk træning og sanseintegration

Vi ved at fysisk træning styrker og udvikler hjernen. På skolen får eleverne daglig fysisk træning. Derved er fysisk aktivitet et redskab til positiv udvikling af de intellektuelle, emotionelle og sociale processer. 

Skolens elever benytter dagligt træningssalen og desuden de skønne omgivelser omkring skolen. Træningen er tilpasset det enkelte barns behov og funktionsniveau. 

Sanseintegration er afgørende i arbejdet med børn og unge med neurologiske udfordringer. De kan have vanskeligheder med at sortere og bearbejde sanseindtryk optimalt. Det bevirker at barnet enten bliver overstimuleret eller ikke modtager de nødvendige sansestimuli for at udvikle sig. 

KOST

På skolen tilbydes eleverne økologisk, sund og varieret kost uden sukker, mælk og gluten. Maden tilberedes med omhu på basis af nøje udvalgte råvarer, der udvikler og stimulerer hjernen positivt. Maden stimulerer desuden kroppens immunforsvar samt trivsel generelt. 

Pædagogik

Med udgangspunkt i en neuropædagogisk forståelsesramme, arbejder vi udfra en anerkendende og ressourcefokuseret tilgang.

Gode relationer og anerkendende tilgang skaber motivation og grundlag for al pædagogisk praksis og læring. Elevens  hverdag tilrettelægges udfra en helhedstænkning, hvor elevens individuelle behov er i centrum. Ved at kortlægge elevens ressourcer, udfordringer og vilkår, har vi mulighed for at møde eleven med de rette forventninger og i en anerkendende relation.

Vi tilstræber at hjælpe den enkelte til at lære gode mestringsstrategier, dvs. at give redskaber til at håndtere dagligdagens forskellige udfordringer samt at fremme mentaliseringsevnen (empati og forståelse for sig selv og andre). Eleven vil hermed kunne opnå størst mulig selvstændighed og udvikle sociale kompetencer, til at kunne begå sig videre i livet.

Døgn- og Aflastnings tilbud

Specialskolen Bramsnæsvig har tilknyttet et døgntilbud, samt aflastning for børn og unge med ADHD, Autisme, CP, Down syndrom, Rett syndrom og andre neurologiske udfordringer.

Pædagogisk tilgang

Vores pædagogiske praksis tager udgangspunkt i neuropædagogikken. Neuropædagogik kan beskrives som anvendt neuropsykologi i praksis, og skal ses som en forståelsesramme, hvori vi anskuer børnenes udfordringer og kompetencer.

Gode relationer og anerkendende tilgang skaber motivation og grundlag for al pædagogisk praksis og læring. 

Vi arbejder derfor ud fra en anerkendende og ressourcefokuseret pædagogik, hvor vi anerkender og respekterer barn/ung for den de er. Vi bestræber os på at anlægge barnets/den unges  perspektiv – og at se barn/ung med egne følelser, tanker, holdninger, intentioner, potentialer og med medindflydelse.

Der arbejdes målrettet med individuelle handleplaner.

Kost

Børn og unge tilbydes økologisk sund varieret kost uden sukker, mælk og gluten. Måltiderne nydes i fælleskab børn, unge og voksne.

Medarbejdere

I begge afdelinger er der ansat medarbejdere, som også arbejder på Specialskolen Bramsnæsvig, hvilket skaber god sammenhæng mellem skole/døgntilbud og skole/aflastningstilbud.

Derudover er der personale, som kun arbejder i døgn- eller aflastningstilbud.

Vi er fagligt bredt repræsenteret, men har også ufaglærte/studerende ansat, som fortrinsvis arbejder i weekends. 

Døgntilbuddet “Huset”

Målgruppen i døgntilbuddet er børn og unge i alderen 4-18 år, samt voksentilbud i alderen 18-35 år.

Børn og unge går til dagligt på Specialskolen Bramsnæsvig.

Vi stræber efter at skabe et hjemligt og familiært miljø, hvor det enkelte barn/unge deltager i indretningen af sit værelse og medinddrages i daglige gøremål.

Børn og unge har stor medbestemmelse ift. aktiviteter.

Børn og unge har mulighed fritidsaktiviteter og der arrangeres ofte ture ud af Huset i weekenden. Vi tager altid på sommerferiekoloni og naturligvis fejres årets forskellige højtider.

Struktur og forudsigelighed kendetegner Husets dagligdag, da det er væsentligt for børn og unges trivsel.

Barnets/den unges hverdag tilrettelægges udfra en helhedstænkning, hvor individuelle behov er i centrum. Ved at kortlægge ressourcer, udfordringer og vilkår, har vi mulighed for at møde barn/ung med de rette forventninger og i en anerkendende relation.

I vores relation med barn/ung, ønsker vi at støtte op om udvikling af sociale kompetencer, dvs. egenskaber til at begå sig i sociale fællesskaber, at udvikle empati og forståelse for andre og sig selv. Herunder udvikling af kommunikation vha. bla. piktogrammer, programmet Avaz o.a.

I Huset vægter vi samarbejdet med forældre meget højt.

Livet i Huset  kendetegnes ved rummelighed, varme og nemt til smil.

Aflastningen “Klubben”

Aflastningsdelen på Specialskolen Bramsnæsvig kaldes “Klubben”.

Her kommer børn og unge i alderen 5-25 år. En del af børn og unge , går til daglig på Specialskolen Bramsnæsvig, men der kommer også børn og unge, som kun har aflastning. Vi har både mobile og kørestolsbrugere.

Åbningstider:

Klubben er åben hver uge fra torsdag kl. 16.00 til mandag morgen kl. 8.00.

Vi tilbyder derudover aflastning hele uger i ugerne 7, 26, 27 og 42.

Vi holder lukket mellem jul og nytår, samt i uge 28, 29 og 30.

Derudover er der to lukkede weekends i løbet af året, hvor vi holder personaleseminar for hele personalegruppen.

Børn og unge inddrages i daglige praktiske gøremål og der arbejdes med selvstændighedstræning ift. at forberede de unge på at flytte hjemmefra. Mange børn og unge har brug for hjælp og støtte til, at udvikle sociale kompetencer og at udvikle empati og forståelse for andre og sig selv. 

Aktiviteter i en weekend kan være oplevelsesture f.eks. shopping, cafébesøg, biograf, diskotek, skovtur, strandtur o.m.a. Vi benytter også vores træningssal, musiklokale, hjemmebiograf og have med lege- og bålplads. Der skal selvfølgelig også være plads til afslapning, hygge og en snak i sofaen. Så bliver der måske spillet spil, tegnet/malet, lavet wellness, hørt musik eller andet.

Der planlægges koloniophold i uge 26 eller 27 fra år til år.

I Klubben er der altid plads til et godt grin samt sjov og balllade. Et dejligt afbræk fra hverdagen for alle.

Skriv en anmeldelse

Din anmeldelse
angry
crying
sleeping
smily
cool
Overfør

Din anmeldelse anbefales at være mindst 140 tegn lang :)