Består af en kombineret entré og tekøkken , kombineret opholds- og soveværelse samt et stort handicapvenligt badeværelse. I badeværelset er der to skabe til opbevaring samt hæve/sænke vask. Med boligen følger el-seng og garderobeskab på hjul. Der er et lille køleskab inkl. fryser. Der er el-stik ved køkkenbordet, hvilket giver mulighed for placering af f.eks. en el-kedel. Køkkenbordet er ligeledes inkl. hæve/sænke-funktion.
I køkkenet er der et aflåseligt skab, som er beregnet til medicin. Det er udelukkende personalet, der har nøgle til dette skab og meningen med låsen, er at kunne opbevare personlig medicin på forsvarlig vis, som lever op til Embedslægens vejledninger.Der er mulighed for at få kogeplader i køkkenet. Hvis det er et ønske, skal man tale med personalet, så vil de sørge for, at de opstilles i boligen. I nogle boliger vil der være monteret skinner til personlift i loftet.
Det er Plejecentrets mål, at disse skinner på et tidspunkt vil være monteret i alle boliger. Årsagen til dette er, at det gør boligen meget moderne og fleksibel, da vi lynhurtigt kan sætte ind med den helt rigtige pleje på det helt rigtige tidspunkt i den enkeltes liv. Skulle der på et tidspunkt være brug for pleje i seng, skal sengen placeres således, at personalet kan arbejde på begge sider af denne. Alle boliger er med fransk altan. Boligen er på ca. 42 kvadratmeter. Inkluderet i prisen for husleje er en del af fællesarealerne, svarende til ca. 20 kvadratmeter.
Der er kaldeanlæg i alle boliger. Der er en alarmsnor på badeværelset. Derudover er der mulighed for at have en alarm på sig, enten rundt om halsen eller om håndleddet. Ved hoveddøren er der placeret en lille hylde. Meningen med hylden er, at man kan sætte en lille personlig ting, så det måske vil være lidt lettere, at finde den rigtige hoveddør. Vi ser meget gerne, at alle møbler er rengjorte ved indflytning.
Gardiner:
Der sørges selv for gardiner til boligen. Mange gange vil der være mulighed for at
indgå aftale om at overtage den tidligere beboers gardiner. Personalet vil gerne være behjælpelig med kontakten.
Belysning i boligen:
Der er fast installeret belysning i badeværelse og tekøkken. Generel belysning i boligen og hyggebelysning skal De selv sørge for. Pårørende til beboeren sørger selv for at montere belysning. Hvor de pårørende ikke selv har mulighed for at montere lamper, vil vores tekniske serviceleder have mulighed for at hjælpe. Tal med personalet om det ved behov.
Nøgler:
Ved indflytning udleveres en eller to nøgler til boligen, alt efter behov. Det kan også aftales med personalet, at der ikke udleveres nøgler, hvor det skønnes at være bedst. Personalets nøgle passer til alle beboeres døre, så De kan få hjælp/tilsyn fx om natten, også hvis døren er låst.
TV/internet/telefon:
Der er stik til TV, internet og telefon i alle boliger. “YouSee’s” grundpakken indeholder seks kanaler. Beboerne tilmelder og betaler selv direkte til “YouSee”. Ønskes flere kanaler, skal “YouSee” have direkte besked om et sådant tilvalg. Tilvalg betales også direkte til “YouSee”.
Internet og telefon udbydes af TDC.
Rygning:
Er tilladt i den private bolig og udendørs. Det er ikke tilladt at ryge på fællesarealerne.