I bestyrelsen for den selvejende institution sidder fra venstre mod højre: Kjeld Hillingsø, general, som formand; Anders M. Hansen, oberstløjtnant af reserven og partner i advokatfirmaet Danders & More; Anne Just, som er traumesygeplejerske og psykoterapeut og har mange års erfaring fra Australien med behandling af veteraner; Anne-Line Ussing, journalist; Stuart Vincent Press, major fra the Australian Defence Force og veteran fra bl.a. Somalia og Rwanda; samt @ Jakob Harrekilde Jensen, statsskovrider for Naturstyrelsen Fyn, udpeget af direktør i Naturstyrelsen Peter Ilsøe. (Jakob Harrekilde Jensen er ikke med på billedet)
I 2010 præsenterede vi initiativet for psykiatrien i Region Syddanmark som var en del af kredsen der bidrog til udfærdigelsen af den rapport der kom til at ligge til grund for veteranpolitikken. Psykiatrien i Region Syddanmark var positive, dog var vi ifølge dem ’forud for vores tid’. I stedet blev Anne-Line som eneste udlænding inviteret af Combat Stress protektor HRH the Prince of Wales til møde på Clarence House i december 2010 for at diskutere Care Farming Initiativet i relation til veteraner. I oktober 2011 fulgte en invitation fra Falkland Estate i Skotland for at bidrage til udviklingen af deres Care Farming initiativ for veteraner ’Veterans in the Forest’ som Stuart og Anne-Line efterfølgende afviklede og projektstyrede i foråret 2012.
’Veterans in the Forest’ var en succes i forhold til det udbytte veteranerne udtalte de fik og vi blev efterfølgende kontaktet af bl.a. det skotske NHS, Combat Stress, MoD’s afdeling for veteraner og projektet ’Gardening Leave’ der alle ønskede at samarbejde om fremtidige initiativer.
Vi valgte dog i første omgang at returnere til Danmark og realisere Natur Retreat for Veteraner på vores økologiske ejendom på Strynø i Det Sydfynske Øhav.