Botilbudet er et godt hjem, der er præget af en struktureret og aktiv dagligdag med aktiviteter på programmet, der er tilpasset den enkelte. Det er vores grundopfattelse, at alle uanset baggrund og evt. fysiske eller psykiske vanskeligheder, har krav på at komme så langt som muligt i deres personlige, sociale og faglige udvikling. Med udgangspunkt i et positivt menneskesyn og fra mange års erfaring, skaber vi base, hvor beboerne kan få et sikkert og trygt tilhørsforhold.
Botilbudet startede i 2006, og har til huse i den gamle skolebygning beliggende centralt i Holsted. Botilbudet er godkendt til 7 beboere under Lov om Social Service §107 og § 108. Tilbuddet er ligeledes godkendt til aktivitetstilbud § 104, som rummer 4 pladser. Botilbudet er løbende blevet renoveret og er indrettet lyst med hjemlig sjæl. Vi har vores egen lille oase med højt til loftet krydret med natur og skov lige i baghaven. Egen køkkenhave, smukke blomster og frugttræer pryder vores have, hvor der også er etableret en minifodboldbane. Gymnastiksal, værksted, musik – og gamerrum rummer Botilbudet ligeså. Der er få 100 meter til centrum og indenfor gå afstand ligger Medius, som rummer mange forskellige aktiviteter. Herunder gymnastik, fitness, baneskydning mm. Der er derfor også mulighed for aktivitet i nærområdet uden for Botilbudet.
Menneskesyn
Vores grundlæggende menneskesyn er, at der skal være plads til os alle i fællesskabet og at være rummelige i mødet med andre mennesker. Der skal ikke fokuseres på de svage sider, men tværtimod på de stærke. Der skal naturligvis tages hensyn til eventuelle udfordinger, så livet bliver lettere og mere overkommeligt for den enkelte.
Fællesskab
Der bygges på fælles ansvarlighed i dagligdagen og der satses på fælles oplevelser, både de små og de store. Grundlaget er, at alle er lige betydningsfulde og ansvarlige og alle tager del i fællesskabet ud fra deres forudsætninger og evner.
Vi ser det som vores fornemmeste opgave, at vi understøtter, inddrager og udfordrer de unge individuelt og i et fællesskab, således at den enkelte på sigt bliver i stand til at tage ejerskab og ansvar for eget liv.
Ligeværd
Det er botilbudets holdning at egentlig ansvarlighed ikke kan eksistere uden selvværd. Derfor stræbes der efter at skabe et miljø, hvor alle er ligeværdige, selvom de ikke har ens forudsætninger. Det er botilbudets mål, at de unge lærer at bearbejde følelser og konflikter, der opstår undervejs i denne udviklingsproces.
Botilbudet har som sin hjertesag at skabe liv, lyst og lærdom i enhver af vore beboeres liv. Derfor lægges der vægt på aktiviteter og godt humør.