Dyssegården tilbyder psykiatrisk behandling af børn og unge med begyndende psykiatriske lidelser. Vi arbejder med en holdning om at kunne skabe et meningsfuldt liv ved behandling, undervisning og fritidsaktiviteter med faste og trygge rammer tilpasset den enkelte, når vi påbegynder en psykiatrisk behandling på Dyssegården.
De fleste af børnene og de unge har langvarige indlæggelser bag sig, og mange har en eller flere psykiatriske diagnoser. Ofte er de diagnosticeret med tidligt debuterende skizofreni eller andre psykotiske lidelser. Derudover kan en del af børnene og de unge have diagnoser f.eks. i form af autismespektrumforstyrrelser, OCD, spiseforstyrrelser, angst og depression.
De unge på Dyssegården er fra 10 til 25 år og er normalt begavede.
Dyssegårdens døgnafdeling består af en række elementer, der tilsammen udgør det optimale tilbud til børn og unge med svære psykiske lidelser:
Professionelt behandlingssted
Et trygt hjem og en struktureret hverdag i botilbud
Individuelt tilrettelagt skolegang
Fokus på relationer
Forældresamarbejde og familiebehandling
Stor vægt på ungeinddragelse
Dyssegårdens døgntilbud ved § 66, stk. 1, nr. 7 indebærer professionel behandling – medicinsk, psykologisk og miljøterapeutisk.
Vi råder over højt specialiseret psykologisk, pædagogisk- og sundhedsfagligt personale med lang erfaring i at behandle børn og unge med psykiske lidelser. Samtidig har vi et tæt samarbejde med psykiatrien – både Børne- og Ungdomspsykiatrien, voksenpsykiatrien, distriktspsykiatrien og privatpraktiserende psykiatere.
Det er yderst vigtigt, at barnet eller den unge føler sig forstået og lyttet til. Den individuelle behandlingsplan laves derfor i samarbejde med den unge, som også via sin kontaktperson har mulighed for at give udtryk for sine vurderinger og holdninger på de halvårlige behandlingskonferencer, hvor behandlingsplanen justeres, og der udarbejdes nye halvårlige delmål.
Derudover tilbyder Dyssegården dagbehandling af børn og unge med psykiske lidelser, som tilknyttes en afdeling med samme muligheder og faciliteter som ved døgnbehandling. – Således også individuelt tilrettelagt behandling med dagskole og egen kontaktlærer.