fbpx

Plejecenter Klippebo er et somatisk plejecenter, der henvender sig til borgere med betydelig og varig fysisk og/eller psykosocial funktionsnedsættelse, der er berettiget til hjælp og støtte efter servicelovens §83 og §83a

Plejecenter Klippebo er et nyt byggeri, efter loven om almene boliger. Bygningen er opført i 2 etager med 20 lejligheder på hver etage. Stueetagens lejligheder her egen terrasse. Lejlighederne har eget køkken og stort badeværelse. I bygningen findes 2 store fælles køkken-alrum med tv i et levebo-miljø. Gangene er indrettet luftigt med enkelte hyggeoaser. På havsiden er der adgang til 3 store terrasser med havemøbler, parasoller og grill. Der er store udenoms arealer med græs, beplantning og en nyligt etableret sansehave. I tilknytning til plejecentret er der administrationsbygning med base for hjemmeplejen, fysioterapeut, madproducent og fritidsorganisationer.

Plejepersonalet har kompetencer til at være opmærksomme på borgerens aktivitetsbehov, og indgå i en individuel vurdering af den enkeltes behov for aktivering. Medarbejderne arbejder efter den rehabiliterende tanke gang, med fokus på den enkelte borges selvbestemmelses ret. Borgeren opfordres til at deltage i flere ugentlige beboeraktiviteter, med forskelligt indhold, såsom gudstjeneste, stolegymnastik, stoledans, strikkeklub, forskellige spil, musik og sang, quiz, gåture, foredrag, oplæsning osv. Borgeren deltager også gerne i de daglige gøremål i egen bolig og på fællesarealer. Borgerne på Plejecenter Klippebo har deres egen minibus, som kører på udflugter og indkøbsture.  Alle højtider markeres med et tilbud om traditionelle fællesarrangementer. En tilknyttet fysioterapeut har, i samarbejde med plejepersonalet, et tilbud om fysisk, vedligeholdende træning eller genoptræning. Der er tilknyttet frisør, fodterapeut og omsorgstandpleje. Plejecentrets leder holder beboermøde en gang om måneden med alle beboere.

Morgenmad og aftensmad, efter eget valg og eget indkøb (som man hjælpes med, hvis man ikke selv har ressourcerne dertil) tilberedes i boligen. Borgeren har frit leverandørvalg af middagsmad, eller kan tilberede den selv i boligens køkken. Det er muligt at få tilpasningskost eller diæter leveret af ekstern leverandør. Der er et fællesspisningstilbud med varm mad til middag, der hver dag leveres fra restauratør Frank Truberg samt kold mad til aften. Mellemmåltider indtages efter eget ønske og behov fra borgerens eget køkken. Der er tilbud om fælles eftermiddagskaffe og aftenkaffe i fællestuerne hver dag.

Værdigrundlag for Leve – bo miljø på Plejecenter Klippebo:
Tre grundlæggende værdier

  • Individualitet
    • Man skal kunne være den man er.
    • Man skal kunne deltage frivilligt i aktiviteter/opgaver.
    • Man skal kunne vælge til og fra.
    • Man skal kunne deltage i det man kan.
    • Man skal ikke have for travlt
  • Ligeværdigt fællesskab
    • Man vil gerne være med til at lave mad/bage en gang imellem, men altid på frivilligt basis.
    • Man vil gerne hjælpes ad og hjælpe hinanden med støtte fra personalet.
    • Personalet skal sætte sig ned i øjenhøjde med beboerne.
    • Der skal være tolerance overfor hinandens forskelligheder.
    • Der skal være plads til fælles snakke, så alle får indflydelse.
    • Der skal være plads til gode diskussioner, hvor alle ikke er enige.
    • Beboerne vil gerne være med til at indrette de nye lokaler.
      Spisefællesskaberne fortsætter ved bordene som vi hidtil har siddet.
  • Tryghed og venlighed
    • Venlighed er en selvfølge. Vi skal være ordentlige med hinanden.
    • Det at personalet sætter sig ned, giver tryghed.
    • Personalet må ikke inddrage beboerne i bekymringer i forbindelse med arbejdet eller sygemeldinger blandt personalet. Det giver utryghed.
    • Vi skal udvise respekt og forståelse for hinanden og kunne gå på kompromis og ikke bare holde på vores ret.

Beboere og personale har udarbejdet disse værdier i fællesskab.

Kontakt det sociale tilbud